Derfor skal der hukommelseskort i din drone
Hvis du ønsker at tage billeder eller filme med din drone, bør du have et hukommelseskort siddende i den. Nogle droner har mulighed for at streame film eller billeder til din smartphone, hvis den er forbundet til dronen, men det er sjældent at foretrække. Nogle gange vil kvaliteten blive forringet, hvis forbindelsen er for svag.
Hvis hukommelseskortet sidder direkte i dronen, vil den i teorien ikke behøve forbindelsen til din fjernbetjening eller smartphone for at gemme videoen, da den gemmer det hele på det hukommelseskort, som den har siddende i sig selv.
Hvilket hukommelseskort?
Herunder vil vi komme med nogle ting, du bør overveje, inden du investerer i et hukommelseskort til din drone.
Type
Det kan selvfølgelig komme lidt an på dronemodellen, men de fleste droner benytter et Mikro SD-kort. Så går man med en af de anerkendte populære droner, vil det være et Mikro SD-kort, man skal have fat i.
Dette har man selvfølgelig valgt for at spare på pladsen, når man bygger selve dronerne, hvor selv de få gram (sammen med andre vægtbesparelser) kan have en stor effekt på dronens flyvetid.
Mærke
Der findes formentlig flere mærker, som er gode, men SanDisk er generelt kendt for at lave nogle gode, stabile hukommelseskort, som holder længe. Hvis du tjekker nogle af de amerikanske tests af hukommelseskort (som eksempelvis denne på havecamerawilltravel.com), vil du opdage, hvordan SanDisk er overrepræsenteret i toppen af statistikken, når det kommer til at skrive og læsehastighed.
Hastighed
Når du skal vælge et hukommelseskort til din drone, er det ikke helt ligegyldigt, hvilket du vælger. Der er nemlig forskel på hastigheden på hukommelseskort, og det er vigtigt, at hastigheden kan klare den opløsning, som dronen filmer i.
Kigger man på et hukommelseskort, vil der ofte enten være et U med et 1-tal inden i eller et 3-tal inden i. Skal man simplificere det en smule, passer U1 til droner med HD-kamera og U3 til droner med 4K-kamera.
Vi anbefaler dog altid, at man vælger et U3, da de efterhånden kan anskaffes ret billigt, og så er du sikker på, at de kort kan håndtere den filmning, din drone laver.
Størrelse (plads)
Når du skal vælge størrelsen (antal gigabyte) på dit hukommelseskort, kommer det lidt an på, om din drone filmer i HD eller 4K. Filmer den i 4K vil videofilerne fylde langt mere og der vil derfor være behov for et hukommelseskort med mere plads. Det kommer dog også an på, hvilken bitrate, der optages i.
Tager man eksempelvis en drone der filmer 4K med en bitrate på 60mbit/sek (60 millioner bites i sekundet) vil et 32GB-kort kunne optage omkring 1,2 timer. Vælger man et kort på 64GB, vil tiden selvfølgelig fordobles til ca. 2,4 timer.
Tager man droners generelle flyvetid pr. batteri i betragtning, vil man sjældent få behov for mere end 32GB – medmindre du har rigtig mange batterier til at flyve og filme.
Et godt råd er at have flere “små” hukommelseskort fremfor ét stort. Skulle man foretage enormt meget filmning, vil risikoen være spredt ud på flere kort, og man vil ikke miste alt, hvis ét kort skulle gå i stykker.
Hvad koster et hukommelseskort?
Vælger man et Mikro SD-kort efter vores anbefalinger, hvor det er fra SanDisk, på 32GB og med U3-mærkningen koster det ca. 150 kr. Ønsker man også at få en SD-kort-adapter med, vil det ofte koste ca. 20-30 kr. ekstra.
Det kan være ret anbefalelsesværdigt at få en SD-kort-adapter med, da mange computere har en kortlæser (til at hente billeder/videoer ind på computeren). Disse er dog (næsten) altid lavet til det almindelige SD-kort – og ikke til Mikro SD-kort.