10 erhverv som er truet af droner

drone sprøjter pesticider

Det er blevet mere og mere normalt at benytte robotter i det danske erhvervsliv, og dronerne er blevet en fast bestanddel af robotteknologien. Derfor er der også nogle arbejdere, der skal “frygte” dronernes indtræden. Det vil nemlig betyde, at nogle job forsvinder – for at blive erstattet med nogle andre.

De 10 truede erhverv

Herunder vil vi komme med vores 10 bud på hvilke erhverv, der bliver overtaget af dronerne.

1. Pakkelevering

Her har der allerede været forsket massivt, og firmaer som UPS, Coolshop og Amazon har allerede foretaget testleveringer med droner. Hele idéen med at levere med droner er, at pakken vil kunne være fremme allerede få timer efter bestillingen, fordi dronen (på sigt) vil kunne klare hele processen automatisk.

2. Bygningsinspektioner

Når eksempelvis et tag skal inspiceres, sker dette ofte med det helt store setup i form at kraner der “løfter” mennesker op, så de kan foretage denne inspektion. Dette er nu blevet væsentlig lettere med droner, da man kan flyve op med en kameradrone – og inspicere bygningen nede fra jorden.

3. Pizzalevering

Befinder man sig i New Zealand er dette faktisk allerede en realitet, da Dominos her leverer deres pizzaer med droner. Det er noget, som Dominos har ønsket at gøre i mange lande, men lovgivningen er stadig ikke helt på plads. Så vi må nok vente lidt, før vi kan få pizzaen leveret med en drone, men det bliver formentlig fremtiden.

4. Landbrug

Vi har allerede en landbrugsdrone fra DJI, som kan gøde markerne og identificere marker, der har brug for ekstra pleje. Selvom dette allerede er et utroligt skridt for dronerne, er det formentlig blot toppen af isbjerget.

5. Taxakørsel

Ok, her bliver dronerne måske suppleret i stor grad af selvkørende biler, da disse også allerede truer taxachaufførene. Det er dog også meget sandsynligt, at vi kommer til at se dronetaxaer, da disse faktisk allerede eksisterer på test-basis i Dubai.

6. Kameraføring

Bliver der filmet eller fotograferet til sportevents, har dette altid været med mennesker bag kameraet, men denne tid er måske ved at blive udfordret af dronerne. Man har f.eks. i skiløb arbejdet på at få droner til automatisk at følge (og filme) skiløberen. Dette kunne vi godt forestille os meget snart blive brugt i langt flere sportsgrene, da det giver mulighed for nogle helt andre vinkler.

7. Eftersøgningsarbejde

Det er ofte i politiarbejde, at man har behov for at finde enten en person eller et objekt. Her kunne vi godt forestille os, at droner i fremtiden kan udstyres med et “signalement” af enten personen eller objektet, og så foretage strategiske områdesøgninger. Evt. assisteret af én person, der kan kigge med på det, alle dronerne “ser” med deres kamera.

8. Boligfremvisning

Forestil dig, at du skal se en bolig – og at du kan gøre dette hjemme fra din egen sofa af. Det kunne sagtens blive muligt med droner, da man potentielt set vil kunne sidde derhjemme og styre en kameradrone rundt i den bolig, man skal se. Dette kunne enten gøres foran din computerskærm, eller endnu smartere med VR-briller på, så du får den komplette oplevelse af at være i boligen selv.

9. Lagerhåndtering

Vi har allerede set, at meget lagerarbejde er blevet automatiseret vha. robotter, og det er formentligt blot et spørgsmål om tid, før dronerne kommer og giver en hjælpende “hånd” med her. Dronerne kan både benyttes til at flyve rundt og verificere, at forventede varer er på lager – men også til at flytte på varerne, så de kan blive sendt til fragt.

10. Pilotflyvninger

Det bliver nok ikke den helt klassiske drone, der overtager turen til Mallorca, men en hybrid mellem flyvemaskinernes konstruktion og dronernes pilotløse flyvning kunne blive et realistisk bud på et fuldt gps-styret fly.

Hvad sker der så med alle arbejdspladserne?

Du har måske overvejet dette spørgsmål, for det er nemlig et meget spændende et af slagsen. Når vi mister arbejdspladser grundet moderne teknologi, betyder det ikke, at mangetusinde kommer til at stå arbejdsløse.

For det første sker det ikke fra dag til dag. Det sker i en langsom glidende overgang. Dernæst betyder det egentlig “bare”, at vi i stedet får brug for nogle dygtige ansatte, der kan være med til at udvikle, forfine og styre teknikken.

Jeg har været tekniknørd fra barns ben, og dronerne blev så naturligt det næste step. Jeg nyder at følge den teknologiske udvikling, og jeg synes dronerne byder på tonsvis af spændende muligheder.